Hen over kun 7 dage i efteråret 2025, har eleverne på Holtehus efterskoles 10. klasse produceret otte lydhistorier i samarbejde med mig som lokalhistoriker og journalist Tanja Kjeldgaard.
Eleverne fik fortalt historierne, som er knyttet til fem lokationer i lokalområdet, der kan nås på en let cykeltur. Derefter fik de faktaark med viden om historierne og personerne, og blev bedt om at udtænke en scene og en baggrundsfortælling, som de skulle illustrere som lyd.
Eleverne blev instrueret i at optage, klippe og redigere lyd og gik derefter i gang med at producere deres historier.
Formålet med projektet var ikke nødvendigvis at ramme et korrekt historisk eller lydteknisk niveau til formidling, men at der kom levende og relevante produkter ud af det, som på en spændende måde gav en indsigt i vores lokale historie. Derfor er nogle af historierne tættere på fakta end andre og med mere elle mindre god lyd – men de er alle høreværdige og bør klart lyttes på den lokation, som de er knyttet til.
Historierne kan lyttes på Spotify, hvis man søger på “Vores lokahistorie – lydfortællinger fra Græsted-Aggebo” eller ved at klikke på hver enkelt historie herunder.
Konerne i skoven
Klik her for lokation på Google maps
Mellem Aggebo (mod syd) og Tulstrup (mod nord) i Græsted sogn, løber en vej. Den var oprindelig en almindelig færdselsvej hen over det blandede skov- og og landbrugslandskab, der dominerede Nordsjælland før udskiftningen.
Ved skovseparationen i 1781, besluttede man at området vest for vejen, skulle blive til skov og kaldes Aggebo Hegn. Samtidig giver man også lov til at en skomager, Johan Christophersen i august 1781 bygger sig et lille hus på vejens østlige side – og huset døbes åbenbart øjeblikkeligt Skovgabshus. Vel nok fordi de kom til at ligge i skovgabet. Det beskrives i fæstebrevet: “Johan Christophersen fæst een Plads paa No. 1 gaards Grund __ favne i Lænde og __ Favne Langt-Breeden, hvorpaa hand har opbygt 4 fag Huus”
Det skal siges at 4 fag svarer til 6,5-7 meter, så der er tale om et ganske lille sted. Da udskiftningen gennemføres 8-10 år senere, får huset får matrikel nummer 9 og det ses på dette kort som en lille firkant øst for vejen. Husets navn er endog skrevet på kortet.
Skovgabshus ses på kortet fra 1840 mellem Tulstrup og Aggebo
Skoflikker Johan Christophersen (1738- ca. 1790) og familie beholder ikke sit hus længe, men flytter til Græsted, da hans kone, Kirsten Jørgensdatter (1738-1784) dør i 1784.
Huset overtages i stedet af en ny familie, bestående af Christopher Sørensen (1757-1815) fra Tulstrup og hans kone, Margrethe Nielsdatter (1756-1795) og tre børn. Konen dør dog allerede i 1795 og hans nye hustru bliver den 16 år yngre Birthe Gudmandsdatter (1773-1845). De får sammen yderligere seks børn, heriblandt datteren Margrethe Christophersdatter i 1802.
I samme periode besluttes det at også jorden øst for vejen mellem Tulstrup og Aggebo, skal inddrages til skov. Området er overdrevsjord fra Tulstrup, Græsteds bønder og Græsted kirkejord. Området hegnes ind og det betyder, at det lille Skovgabshus nu bliver “fanget” midt i skoven, i stedet for at ligge i udkanten. Beboerne må på få årtier se landskabet uden for deres vinduer ændre sig fra spredt skov og overdrev til mørkere og mørkere skov på alle sider.
Christopher Sørensen dør og begraves 28/5/1815, 63 år gammel og Birthe gifter sig igen den 31/5/1816 med enkemand Diderik Henriksen (1756-1838) af Græsted Skovhuse og de får et barn sammen, men åbenbart knirker dette ægteskab, for i tiden frem ser vi, at de ikke bor sammen. Diderik opføres i hvert fald som indsidder hos en enke i Alme i folketællingen 1834.
Så Birthe, der flyttede ind i 1795, bor fra omkring 1817 efterhånden alene i det lille hus. Børnene bliver lige så stille konfirmeret og flytter hjemmefra – lige indtil tingene vender igen.
En af døtrene, nemlig Margrethe Christophersdatter fra 1802, bliver gift i 1826 med en mand fra Dønnevælde, der kaldes Lars Ulbølle. Han stammer oprindeligt fra Sydfyn og derfor har han, der ellers bærer det almindelige efternavn Larsen, fået tilnavnet fra sit oprindelsessted. Margrethe føder en datter samme år, kaldet Louise Hansdatter.
Men kort tid efter bliver Margrethe og Lars separeret og datteren bor – meget mod sædvane – i de yngste år af sin barndom, hos sin far. Dette skyldes sandsynligvis en oplysning, som vi får med Margrethes død i 1852 – nemlig at hun er “vandvittig”.
Vi ved selvfølgelig ikke, hvad det begreb dækker over i Margrethes tilfælde, men uanset hvad, har hendes tilstand affødt, at hun ikke længere bor med sin mand og heller ikke har sit lille barn hos sig. Senere opholder datteren sig dog hos sin mor og mormor i Skovgabshus.
For virkeligheden bliver, at Birthe tager sin datter hjem og hun og Magrethe bor altså alene i huset – i hvert fald i den forstand, at der ikke bor en mand hos dem.
Mens tiden skrider, vokser skoven op om det lille hus, hvor mor og datter bor. Skovvæsenet ønsker at nedlægge huset og da Birthe bliver gammel, flytter de kortvarigt over til en af hendes andre døtre, hvor hun dør i 1845. Margrethe dør syv år senere i 1852.
Huset rives ned kort efter – men matriklen findes endnu og ses endog på moderne matrikelkort som “Tulstrup matrikel 9”
Kloge koner og Vibeplads
Vi har ingen sikre efterretninger om, hvad Birthe og hendes “vandvittige” datter Margrethe levede af. Der hører intet jord til huset – andet end måske en lille køkkenhave og plads til et par høns – og det angives ikke i nogen folketællinger eller andre kilder, hvad deres indkomst skulle være komme af.
Den eneste oplysning jeg har er rent anekdotisk og er givet mig af en lokal kvinde, der var med på en rundvisning jeg foretog ved huset i 2024. Hun mindede mig om at den vejgaffel, som huset lå i, kaldes “Vibeplads” – et navn, der ses på både gamle og nutidige kort. Hendes beretning var, at det skulle være “efter nogle personer, der boede derinde, som blev kaldt Viberne”.
Udsnit af kort fra 1940, hvor Vibeplads ses i trekanten, hvor Skovgabshus en gang lå
Da husets sidste og længstboende personer jo var Birthe og Margrethe, er det derfor nærliggende at antage, at det var dem, der blev kaldt ved dette navn. Måske har de gået i sort tøj? Måske har de samlet vibeæg til en særlige brug? Vi ved det ikke.
Men hvis vi nu lægger denne oplysning sammen med en undren over, hvordan de to koner har klaret sig i dagligdagen, kunne man måske få den tanke, at de måske har fungeret som “kloge koner”? Dem var der mange af i en tid, hvor læger både var dyre og sjældent havde meget andet at tilbyde end åreladning og bønner.
Hvis vi dertil lægger en god portion overtro, landsbysladder og en anelse fantasi, så kunne man komme frem til to gode lydhistorier fra de dygtige elever fra Holte-hus efterskole.
Lyt med her:
Brillestenen og den gale præst
Klik her for lokation på Brillestenen på Google maps
Peter Jensen Schiwe (1750-1822) var kapellan og præst i Græsted og Mårum sogne fra 1782 til han i 1813 blev afsat. Han overtog derefter kortvarigt Flynderupgaard ved Espergærde, men lykkedes ikke med at drive den og flyttede til et mindre hus i nærheden, hvor han boede med sin kone og børn til sin død i 1822.
Peter Schiwe var kendt for at være aldeles stridbar og kom i klammeri med næsten alle, som han omgav sig med. Kromand, bønder, skolelærere, kirkesangere, provster og biskopper måtte stå for skud, når han skrev vrede breve med beskyldninger af alle slags. Til sidst endte det dog med en provsteret og han blev afsat.
Det faktum, at han var tredje generation af ellers meget vellidte præster og endda en provst, reddede ham ikke fra at måtte bøde for sin stridbarhed.
Som bevis på en særlig hård strid med bønderne har vi endda et fysisk minde i form af den i Græsted så kendte “Brillesten”. Klik her og læs hele historien bag Brillestenens opsætning.
De dygtige unge mennesker fra Holte-hus efterskole har illustreret to scenarier omkring præsten Peter Schiwe. Lyt til dem her – og tilgiv at der især i historien med biskoppen bliver taget lidt store friheder ang. fakta om præstens liv og gerning.
Men fornøjelig lytning er det i hvert fald.
De forbandede gravhøje
Klik her for at se Sommerhøj, der ligger i Aggebo Hegn
I bogen “Gravhøjene ved Raageleje” fra 2023 af Jens Anker Jørgensen og Søren Svagin, finder vi denne interessante beretning:
“Tegneren Magnus Petersen fortæller i sine erindringer om en vandretur han i 1847, som ung mand foretog fra Frederikssund til Roskilde. Han gik langs Roskilde Fjord, en tur pả ca. tyve kilometer. “Jeg forbausedes”, skriver han, “over de utallige Gravhøje, jeg her saa paa Bankerne og Bakkeaasene. Jeg talte indtil 400 Høje, men da blev jeg træt. Fyrretyve Aar efter passerede jeg atter denne vej, men hvor forandret! – da fandt jeg knap et halvhundrede levnede”. Også andre steder gik det på dette tidspunkt og i årene efter hårdt ud over højene. På hele Sjælland har der varet ca. 10.000 gravhøje, nu er der ca. 2000, og i Danmark som helhed er forholdet det samme, blot med et 0 mere på tallene. I det lille Blistrup sogn på bare 22 km²er der af oprindelig 156 høje kun 23 tilbage. Arkæologen Liv Appel fra Museum Nordsjælland har opgjort tallene ganske præcist ud fra Nationalmuseets tidlige besigtigelsesrapporter og gamle kort over området. Der har i sognet været adskillige højgrupper som Maglehøje, bl.a. en pả 15 høje ved Smidstrup, men de er væk. Lidt nord for Blistrup ligger en gård med det sigende navn ”Syvhøjgård”, men årsagerne til navnet er der ikke noget tilbage af.”
Vi får endnu flere oplysninger om synet på gravhøjene i Christian Adams artikel “Antikvarer og oldforskning på Grundtvigs tid”, hvor han skriver således:
“Men hvordan så man egentlig på fortidsminderne, gravhøjene, i det danske landskab? Oehlenschläger kunne sandelig andet end at anprise Guldhornene. I 1802 lader han i sit Sanct Hansaften-Spil (fra Digte, 1803) Harlekin komme snublende ind på scenen med ordene:
De Gravhøie skulde Fanden flytte!
De staae her og giør ikke den mindste Nytte.
Det er en Levning af Barbariet;
Jeg tror, jeg skal klage for Politiet.
Harlekin, en komisk skikkelse i Dyrehavens forlystelsesliv (overvintret fra den italienske askekomedie), repræsenterer her 1700-årenes rationalistiske nyttesynspunkt. Hans vers er imidlertid en replik til indledningsmonologen, fremført af den gamle vandringsmand Prologus, der fra gravhøjen funderede over historien, livets store spørgsmål og endelig anråbte naturen selv: Romantikkens repræsentant, som digteren selvsagt sympatiserer med.
De store landbrugsreformer, udskiftningen, havde bevirket, at den gamle overtro ikke længere beskyttede højene ude på de fælles græsområder almindingen. Nu skulle de væk. Jorden kunne fyldes i vandhuller, og stenene bruges i stengærder, så bønderne kunne lette dyrkningen, øge høstudbyttet og ved hegning holde dyrene væk fra markerne.
Vi må altså konstatere, at gravhøjene var mange og de “lå i vejen” for landbrugets effektive drift. Men det havde de vel gjort i tusindvis af år og alligevel havde man pløjet uden om dem og ladet dem ligge. Hvorfor mon? Jo åbenbart har den mængde af overtro, der var forbundet med gravhøjene stærkere end ønsket om mere jord. Her følger en række anekdoter, der knytter sig direkte til vores område, som kan illustrere, hvordan man gennem årtusinder tænkte og talte, når nogen overvejede at fjerne eller blot grave i en gravhøj:
Tosse-Hans
En dreng gik en gang tæt på en høj ved nattetide. Trolden, som boede i højen, fangede ham og beholdt ham til at arbejde for sig i tre dage. Derefter blev han sluppet fri. Men han var tosset fra den dag af og blev derfor kun kaldt Tosse-Hans. Det havde trolden gjort for at han ikke skulle kunne fortælle, hvad han havde set hos trolden.
Lyde
Hvis man går forbi en høj om natten, kan man nogle gange høre troldene, som bor derinde. De skramler med de mange mønter de har og lukker skuffer og skabe op og i.
Man kan også høre bankelyde. Det er troldene, der banker søm i deres pengekister, så ingen kan stjæle pengene
Gravning i høje
Man siger tit, at hvis man begynder at grave i en høj, så vil der ske ulykker – især for dem, der graver, eller deres familie. Kloge folk har dog fortalt, at hvis man graver uden at sige et ord – heller ikke hvis de underjordiske, der bor i højen, prøver at få dig til det – så kan det lykkes.
En gang ville tre unge mænd forsøge at grave i en høj. Kort efter de var gået i gang, så de pludselig fire mus, der kom trækkende med en hestevogn fuldt med hø. Det så skørt ud – men mændene sagde ikke noget og gravede videre.
Lidt senere så de pludselig en hane, der slæbte på en tung egebjælke. De sagde stadig ikke noget. Og samtidig havde den ene af mændene netop fået gravet håndtaget til en kiste frem i højen. Han håbede at den var fyldt med penge og greb straks fat i den. Men nu vendte hanen sig mod mændene og spurgte om vej til Esrum. Nu kunne den ene ikke længere dy sig og han begyndte at grine. ”Du når fandeme ikke til Esrum i aften, men den bjælke der!” Det skulle han ikke have gjort. For straks sank kisten tilbage i jorden og højen lukkede sig om alt deres gravearbejde. Det hele var forgæves og de unge mænd måtte gå slukørede hjem.
Slattenlangpat
I en høj boede en gang en troldkvinde, som blev kaldt for ”Slatten-lang-pat” eller ”Slatten-pat”. Det var fordi hendes bryste var så lange, at hun – når hun var ude at løbe for at komme over til troldene i de andre høje – kastede sine bryster om på ryggen. Så kunne hendes troldunger løbe bag efter hende og patte mælk mens de løb.
Trolde
I Helsinge Tofte (der, hvor industrikvarteret er i dag – Jysk, Harald Nyborg mm) lå der en gang en gravhøj og i den boede der trolde (kaldet ”troldtøj”, som bare betyder troldemænd og kvinder).
En gang var der én, der ville skyde genvej hjem og ville gå tæt forbi højen. Men da hun var ud for den, kunne hun ligesom ikke komme forbi den. Hun blev ved med at gå i cirkler rundt om højen og kunne ikke slippe væk. Hun kunne høre mennesker på gårdene rundt omkring, men hun kunne ikke komme hen til dem. Først da klokken slog 12 midnat, blev forhekselsen løsnet og så kunne hun gå derfra igen. Det er der også andre, der har oplevet. Hvis de kom for tæt på højen om aftenen, så endte de med at blive stående der til det blev midnat.
Ved Vokstrupgård i Græsted lå der engang en gravhøj og i den boede en troldmand, en troldkvinde og en masse troldebørn. Børnene løb tit ind på gården om natten og stjal alle mulige ting. En gang stjal de endda et barn. Konen på gården var gået ud for at malke og havde lagt sit lille spædbarn fra sig ved siden af. Da hun ville finde det bagefter, havde troldene taget det.
Nisser
I nogle høje bor der nisser. Når de holder fest, så hejser de højen op på pæle, som er så varme, at de gløder og lyser.
Nisser skal man holde sig gode venner med og huske at give dem grød til jul og tale pænt om dem. Ellers kan de finde på alt muligt – som fx at forgifte dine dyr eller sørge for at intet vil vokse på dine marker.
Man skal i hvert fald ikke forsøge at fjerne nissernes høje eller grave efter guld i dem. Så vil der ske en ulykke. En mand i Smidstrup prøvede det og så døde hans bedste tyr. Og året efter døde han selv.
Et sted i Helsinge var en gård, hvor der boede en nisse. Han hjalp folkene om natten med at passe dyrene. En gang ville en karl se, hvordan nissen arbejde og prøvede at holde øje med den om natten. Men nissen opdagede det og så tog den manden og smed ham op over taget på huset, så han fald ned i loen.
Ellefolk
I mange gravhøje boede også ellefolk. De var meget smukke at se på forfra, men deres ryg var et stort hul og meget grimt. Ellefolk kunne både være gode og onde. Nogle ville gerne lokke folk med ind til sig i højene og beholde dem der.
En gang var en mand i gang med at pløje tæt ved en gravhøj, hvor der boede ellefolk. En stor sten lå ved højen og den lå i vejen for manden. Han prøvede at flytte den, men kunne ikke. I stedet for at hente hjælp, valgte han bare at lade den ligge og pløje udenom. Næste gang han kom forbi stenen, stod der en tallerken med mad til ham på den. Det var ellefolkene, der sagde tak for at han lod deres sten være.
Når kulsvierne hold vagt ved milerne om natten, så de mange, forunderlige ting. Ellefolk viste sig af og til. Nogle sagde, at hvis en kulsvier så en ellepige ved sin mile, så kunne han godt tage en lur, for så ville hun passe på den (fortalt i Helsinge).
Mellem Bannebjerg og Aggebo ligger et område, der hedder Øllemosen. Måske betød ordet en gang ”Ellemosen”? Her er der tit set ellefolk. Hvis man går derud efter en varm sommerdag, kan man måske stadig se dem danse om natten. Der brænder lys rundt om dansepladsen og det lokker folk til. Det er meget fristende og til sidst kan man blive lokket helt med ind i deres danse-kreds. Hvis det sker, så mister man hukommelsen og man kommer aldrig derfra igen.
Derfor tør ingen gå i nærheden af Øllemosen om natten.
Ikke tale
Hvis man fortalte om, hvad man oplevede kunne det tit gå galt.
Lige uden for Græsted lå en gang en høj. En mand gik om natten på en sti, som gik tæt forbi graven. Der så han et lys, der lignede at en mand stod og tændte sin pibe. Det blev han glad for, for så tænkte han at de kunne følges i mørket. Men da han kom derhen, var der ikke nogen.
Så gik han hjem og fortalte sin kone om det, han havde oplevet. Men samme nat blev han lam i hele kroppen. Jeg ved det, for det var min egen bedstefar!
Drukneulykken i Faxemosen
Klik her for at finde et sted på Faksemosevej, hvor man kan stå, når man lytter til historien.
På et fattigt husmandssted, sker den 5. februar 1882 en frygtelig ulykke. Hele historien er beskrevet på min side, som man finder ved at klikke her. Når du har læs historien, så vend tilbage hertil og hør lydhistorien.
Kulsviere og krybskytter
Klik her for at se lokationen af kulsvierpladsen i Aggebo Hegn.
Bønder og husmænd rundt om Gribskov har alle tider svidet kul af skovens træ. Kullet var både hoveriafgift til kongen, så han kunne få mættet sit behov for at støbe jern om til krudt og kugler, men også til hans husholdning i København og Frederiksborg. Dertil kom alle de lokale smedjer, kobbersmede, glasmagere mm, som alle havde behov for de høje, stabile temperaturer, som kun kul kan give.
Kulsvidning var også en af de eneste sidebeskæftigelser, som landboerne kunne tjene rede penge på – især hvis de begav sig helt ind på Kultorvet i København, for at sælge det. Og fortjenesten kunne jo øges ikke lå lidt, hvis man ved at “pille i skoven” skaffede sig træet uden at betale – og så sørgede for at skyde et dyr eller to, der kunne smugles forbi acciseboden ved Nørreport og sælges til de fine folk i staden.
Utallige er de historier, der går om både kulsviere og krybskytter – særligt om den notoriske Jens Omgang. Her kan I høre de unge menneskers bud på to historier.
Malkepigerne på Havregården
Som en lille bonus følger en 9. historie. Den blev lavet som forlæg for arbejdet på efterskolen og skulle inspirere til arbejdet. Stemmerne er Tanja Kjeldgaard og Marie Wolter Bertelsen.
Historien fortæller om Havregård, der har matrikel 7a i Smidstrup by – præcis den lokation, hvor Holte-Hus efterskole ligger i dag (Havregårdsvej 24). Sladderhistorien om den gravide pige bygger på en sand historie om husmandsdatteren fra Bakkebjerg, Anna Sophie Hansen, der som 19-årig føder et uægte barn den 4/12/1893. Den udlagte barnefader er den fattige Anders Pedersen fra Nejlinge. Parret bliver aldrig gift.
Den anden historie, som pigerne snakker om, er den tragiske brand på Gersagergård (Hågendrupvej 4) som skete 16. oktober 1893. Det er få uger før samtalen mellem pigerne udspiller sig. Gersagergård ligger 2 km øst for Havregård og en ung karl på bare 16 år, Mads Peter Madsen fra Højelt, indebrændte og døde. Du kan læse hele historien og skillingsvisen med, ved at klikke her.