Folkemindesamleren Ander Uhrskov har i forskellige skrifter samlet beretninger om, hvordan man fejrede julen på landet i Nordsjælland – i særdeleshed i Holbo Herred, dvs. hvad der nogenlunde svarer til Gribskov kommune i dag.

Jeg har forsøgt at systematisere disse lidt fragmenterede beretninger – måske kunne man lade sig inspirere til at genoptage nogle af disse skikke her 200 efter, at de var gået ud af brug?

Julekort

Vi starter med parcellist Niels Peter Andersen fra Smidstrup, der beretter:

Et gammelt ord siger: ”Den fede jul, den magre påske og den sultne pinse”. Disse ord kunne godt stå som motto for dette emne, for til julen var der ingen smalle steder. Julen lå jo så nær høsten og det var nu sådan, at i juletiden skulle alle være glade og erkendelsen i det gamle ord: ”På en mæt mave, sidder et glad hoved”, var det vel at gavmildheden var stor op mod jul.

En kendt julesmæderemse fra Valby sogn lød sådan:

“Glædelig jul, Helsinge sul. Hemmingstrup grød, Sletelte tørre ostebrød”.

Julemaden og måltidet

Der var travlt i lang tid op til jul. Næsten alle steder – selv de helt små husmandssteder og parcelliststeder -havde fedet en julegris. Husmændene, som var fast tilknyttet en gård, fik som regel lov til at tilså et stykke jord af bondens mark med rug – lige så stort, som han havde gødning til. Han kunne så fodre sin gris med rugen.

Brødet

Bagning af brød

Både bonden og husmanden fik frit sigtet en hel eller halv tønde rug hos den møller, som han normalt fik sit mel malet hos. Det gav fint mel til bagning af sigtebrød (hvidt brød) sammen med det almindelige rugbrød. Det var kun til højtider man fik sigtebrød, så det var noget alle så meget frem til.

De gårde og huse, der havde ovne, bagte i flere dage. Der blev tændt op med kvas i de store masseovne mens pigerne æltede dejen i store trug og den første portion hævede. Mens de første brød blev sat i ovnen, lagde man op til næste omgang. Det er en hård omgang at ælte dej i de mængder og det krævede gode arm- og rygkræfter. Man sagde også, at en ung mand skulle sørge for at finde sin tilkommende “ved dejtruget og ikke på dansegulvet” for så vidste han om hun ville være en stærk kone. 

Æltning af dej

Først bagtes de store rugbrød, siden sigtebrød og til sidste pebernødder (se nedenfor).

Brødene blev spist af gård- og husfolk, men en stor del af dem blev foræret væk til præsten, degnen og smeden, og ikke mindst til de mange tiggere, der gik omkring  – særligt i juletiden. Man måtte ikke bære julen ud, så alle, der kom til huse, fik brød og evt. flæsk og ost med sig. Der kunne godt komme besøg en 10-12 gange om dagen i juletiderne. De sagde så: ”Kunne jeg ikke bede om lidt til Helligaften i Guds navn?” og det fik de så. Om det nu var godhed alene, eller lige så meget at ingen måtte kunne sige gårdmandskonen på at være nærig, eller måske blot overtro, skal lades usagt.

Bagning af julebrød

Et rugbrød vejede 5-6 kilo, sigtebrødene var lidt mindre. Tyendet på gårdene og husmanden fik brød som ”julerente” eller ”julekage” og man så ofte de unge mennesker vandre om på vejene med de store brød under armene på vej hjem til mor og far.

Pebernødder og æbleskiver

Det eneste andet bagværk man lavede ud over brødet, var pebernødder og æbleskiver.

Æbleskiver og pebernødder

Pebernødderne var lavet af en tilbageholdt rest at sigtebrødsdejen, der blev blandet med sirup eller sukker. Dejen blev udrullet i stave, skåret i små nødder og blev rystet rundt i et ”fejesold” (en fladbundet si) med mel, så de blev helt runde. Så blev de sat i ovnen på et stykke papir og bagte på eftervarmen efter brødbagningen. Som beretteren siger: ”Disse nødder var en hård og drøj omgang at spise”. 

Æbleskiver blev bagt af bygmel og ligner dem vi kender i dag. De er således ikke af den slags skiver af æbler, der blev dyppet i mel og æg og kogt i fedt, som man har hørt om fra 1700-tallet.

En Lars Nielsen fra Valby beskriver: ”Ja, moders æbleskiver vandt ikke deres store anseelse ved eget indhold, men i kraft af de spisendes gode vilje og lidet overanstrengte smag”. Så der var nok forskel på kvaliteten af de æbleskiver. 

Mor bager æbleskiver

Købmandsvarer

Man producere langt det meste af julemaden selv, men enkelte ting købte man. Fra en gård i Kolsbæk beskrives det, man i julen købte: Grødris (1 kg til jul og et til nytår), ½ kg rå kaffebønner, ½ kg. hvidt sukker og ½ kg. brunt sukker (eller kandis) og ca. 4 kg. klipfisk samt et par potter brændevin. En pot er knap en liter.

Kaffebønnerne ristede man selv sammen med lige dele ærter eller rugkerner inden man malede det. Man kendte endnu ikke til cikorierod, der ellers i dag er mere kendt som kaffeerstatning. Den blev drukket af spølkopper (lerkrus uden hank) med et stykke brunt sukker til. Når kaffen var drukket, vaskede man ikke kruset op, men vendte blot bunden i vejret på det og satte det fra sig. Så smagte det bedst, mente man.

Andre steder i Danmark kaldes den spølkop for en spølkum, men i Nordsjælland benævntes de spølkopper.

Gårdens dyr og redskaber

Alle gårdens redskaber skulle i hus eller hænges på plads, så ikke heksene fik fat i dem eller “Jerusalems skomager” skulle sætte sig på dem. Sagnet om Jerusalems skomager – også kaldet den evige jøde, Ahasverus – er  således:

I følge en beretning, som har været kendt i Danmark siden 1500-årene, var “Den Evige Jøde” dømt til at vandre indtil Verdens Ende. Den hvileløse færd var en straf, fordi han havde jaget Jesus bort, da han ville hvile sig op af skomagerhuset på sin vej til Golgatha.

Èn gang om året må “Den Evige Jøde” hvile, nemlig julenat. For bøndrene gjaldt det om at få ploven ind, for havde man været så uforsigtig at lade sin plov stå ude, risikerede han, at Jerusalems Skomager kom og satte sig på den. Skete det, ville der for fremtiden kun kunne vokse ukrudt, hvor ploven pløjede.

Det sagdes også at ”intet måtte gå rundt i julen”. Dermed kunne man hverken spinde på rokken, bruge slibestenen eller tenen i juledagene. Hvis man fx sleb en kniv, ville der dø et kreatur inden fasten. Hvis man syede, ville man få bulne fingre, dvs. betændelse i fingeren. Og hvis man tørrer tøj i julen, skal man ligge lig (dø!) inden året var omme – sådan sagde man i Høbjerg.

Man slog (tegnede) kors i kornbunker og andre steder, gødningsbunken blev pænt ordnet og man satte neg ud til fuglene.

Man skulle også ”sætte stål” forskellige steder. Det vil sige, at man placerede et stykke stål, fx en kniv strategiske steder for at det onde ikke skulle få magt over dyr eller afgrøder. Ved døren til stalden, i gæssenes vinger og i markens hjørner. Ellers kunne man risikere, at der ikke kunne laves smør af mælken eller at der ikke kom gæslinger. Man lod også kvæget vandre over stålet. De kom ud i gården, mens båsene blev renset og når de så gik ind igen, lagde husbond sin kniv på tærsklen, så de gik over den.

Nogle steder tegnede man kors med kridt og lagde to halmstrå over kors foran indgangsdøren for at holde hekse og troldtøj ude.

Det var forbudt at nævne rotter og mus, for så ville der komme mange af dem i det kommende år. De blev benævnt ”de store” og ”de små”. Hvis man kom til at nævne dem, fik man prygl med manglestokken.

“De små og de store”

Alle dyr fik dobbelt op af maden, og heste og køer endda hø (i stedet for halm). Fårene var inde hele julen, for ellers kunne heksene øve kunster på dem. Hunden skulle ind i stuen og have noget af alt det, der blev spist af folkene – så ville man få held med sig i det kommende år.

I juledagene fik heste og køer gnedet gummerne eller blev  – noget uvilligt – fodret med salt, tørret fisk og af og til tjære. Det skulle gøre, at de ikke tabte tænderne.

I Dønnevælde var det skik, at man juleaften skulle tage aske i en si (et sold) og ryste over ryggen på køerne og så skulle de have hver en skefuld tjære og en spegesild.

Fejringen af juleaften

Juleaftensdag fik man ingen middagsmad (frokost). Husmor og piger havde travlt indenfor med maden og husbond og karle udenfor med ekstra udmugning og rengøring i stalden og udenfor. Man fik dog nogle få af de nybagte æbleskiver og en dram, så man kunne holde humøret højt.

Nogle steder fik man om eftermiddagen det rygende varme grisehoved sat ind på bordet. Det kunne man så pille af sammen med nyt sigtebrød og hjemmemalet sennep. Til efterret var der atter æbleskiver.

Ved 19-tiden spiste man så det egentlige julemåltid.

Julebordet

Bordet var dækket op med den fine hvide hørdug, som datteren nok havde vævet og syet. Husbond sad for bordenden, husmand, sønner og karle sad på bænken langs væggen og husmor og piger stod op langs den anden side. Hver havde sin kniv og visse steder også en gaffel. Man havde sin ske siddende i en udskåret skehylde eller for mændenes vedkommende i vinduet, husbondens på hjørnet af bordendeskabet og pigernes i skuffen under spisebordet.

Man sagde, at der skulle stå to lys på bordet juleaften. Hvis man havde fine, blankpudsede messingstager stod i de dem. Lysene repræsenterede husbond og husmor og den af de to, hvis lys brændte først ned, skulle dø først. Man holdt også øje med om lyset slukkedes utide, for så skulle en af dem dø inden året var omme.

To lys på bordet juleaften

Man startede med et fælles fad med klipfisk, der er en ret af tørret og saltet torsk eller lange, som blev udblødt i vand i 1-2 dage, derefter kogt og serveret med sennep og brød med smør.

Nogle steder lavede man en sovs af kogevand fra rosiner (som skulle på risengrøden senere), safran, sukker og meljævning, krydret med korender og allehånde.

Klipfisken gled ned med nogle solide snapse – også til kvinderne – så man ikke ”tørstede på fisken”. Til alle retter blev der som til daglig serveret øl.

Klipfisk med sennep og brød

Efter fisken fik man sul, dvs. flæskesteg, medister eller andre dele af grisen samt rødbeder og sennep. Til sidst var der risengrød, hvor der var et stort kors i midten, fyldt med smør. Ovenpå var drysset kogte rosiner, kanel og sukker. Alle greb deres skeer og kastede sig over det store, fælles grødfad. Der var kappestrid om at være den første til at spise, men det gjaldt også om ikke at være den første der holdt op. For han eller hun, der lagde skeen først, skulle også være den første i selskabet, der skulle dø.

Julebordet

Når måltidet var til ende, gav alle hinanden højtideligt hånden – både husbond, karle, husmand og piger og ønskede hinanden ”tak for mad” og der blev svaret med ”tak for mad”. En Lars Nielsen fra Valby beskriver, hvordan denne skik forekom ham højtidelig og rørende, fordi den i så høj grad udjævnede skellene mellem høj og lav. Hans bedstemoder, der som aftægtskone plejede at spise alle sine måltider i sin egen stue, var også med ved bordet og hun var den første, der gav husbonden – hendes egen søn – hånden efter maden.

Derefter sang man et par salmer og nogle steder læstes juleevangeliet.

Som afslutning lagde man et antal grødklatter på gulvet – en for hver person i husstanden – og så lukkede man lænkehunden ind i stuen. Så hold man godt øje med, i hvilken rækkefølge hunden spiste af grødklatterne, for i den rækkefølge skulle folkene dø.

Resten af aftenen gik med sang og kortspil og snapse nok til at både sild og grød kunne svømme. Man spillede femkort, fattigmands firkort, sorteper, gris, skrupsulten og konerne spillede 16 streger om en skilling.

Juledagene

Julenat var fyldt med troldtøj af alskens slags og der måtte ingen komme i stalden. For klokken 12 begyndte dyrene at tale og man sagde, at de rejste sig for at hilse jesusbarnets fødselstime. Andre steder sagde man, at det var nytårsnat de talte.

Julenat kan dyrene tale

Maden måtte ikke fjernes fra bordet i juledagene, men blev stående for enden af det store bord. Især skulle der gives mulighed for at nissen kunne komme og spise af fadet julenat.

Julemorgen var der mulighed for at sove længe, men man vidste, at den mand i byen, der kom først op og fik fodret sine heste, ville få dem til trives bedst det kommende år. Men man måtte ikke gå fastende i stalden julemorgen, så man spiste ofte æbleskiver og fik en dram eller en kop kaffe for en sikkerheds skyld.

Hver gang man kom ind i stuen – og det gjaldt i alle juledagene – skulle man hilse hinanden med sætningen: ”God morgen, glædelig jul, helsen og sundhed og alt, hvad som kært er”. De unge rendte endda hurtigt ud julemorgen for at kunne komme ind og sige det. Hvis man glemte det, fik man ”balderune”, som betød at man trillede manglestokken op og ned ad ryggen på den formastelige. Det gjaldt også, hvis der kom gæster. Huskede man det, blev man dog beværtet med brændevin og æbleskiver.

Efter en hurtig fodring – halm er jo en hurtigt tillavet ret – spiste man rester fra julemiddagen. Klipfisken blev stegt på panden, der var sigtebrød til og rigeligt med snapse (man skal jo holde på fisken) og dertil medister og andet godt. Og så var der æbleskiver med sukker på bagefter.

Så var man klar til at gå i kirke. Det var som regel mandfolkene, der gik i kirke juledag og kvindfolkene anden juledag. Efter prædiken skulle man ofre til præsten og degnen ved at gå i en lang række op ad kirkegulvet, mens kirkesangeren sang en lang, slæbende salme.

Vel hjemme fra kirke var det tid til middag. Der blev serveret øllegrød, der var resten af risengrøden opvarmet i kogt øl med hvidt sukker.

Julelege – “save brænde”

Juledagene blev så brugt til visitter, baller og julelege. De unge dansede i de gårde, der ville lægge den fine stue (øverstestuen med trægulv) til. Mandfolkene betalte lidt penge til musikken, pigerne var det gratis for. Man spiste smørrebrød og drak ekstrakt og snaps – især dem, der sad og spillede kort i stedet for at danse. Det kunne godt gå vildt for sig, men så havde man nok et par stærke karle, der kunne smide folk ud ad døren – også selvom døren af og til gik med. Det så man ikke så nøje til.

I Nordsjælland dansede man mange danse, de mest brugte var halvfemtetur, Hanegal, sekstur, polka, rheinlænder og valse. 

Blindebuk – maleri af Exner

Solemærker eller julemærker

I julens 12 dage holdt man øje med vejret. Sådan som vejret var hver af dagene, ville det blive i hver af årets 12 måneder. Man markerede det ved at tegne 12 cirkler på loftsbjælken og udfylde dem med symboler for vejrliget.

Der tegnes solemærker

I dag siger man stadig ”efter alle solemærker at dømme”, der er et levn fra disse varsler.

Solemærker eller julemærker

Nytår

Nytårsaften forløb stort set som juleaften – blot var den dyre risengrød skiftet ud med boghvedegrød. Desuden var det skik at ”skyde nytåret ind”. Der blev skudt med geværer og pistoler eller konstrueret rumlepotter, der kunne lave en farlig larm og så gik man omkring til huse og gårde og lavede spektakel.

Man gik først hen til naboen og skød i hans gård og så skulle det se ud som om man prøvede at komme væk. Men så kom børnene og ”fangede” ballademagerne og de lod sig med glæde slæbe ind i huset, for så vankede der både snaps og æbleskiver. Så ladede man sine bøsser igen med krudt og skindstumper og så fulgte de mandlige medlemmer af husstanden med hen til næste nabo. Sådan en tur rundt i nabolaget kunne samle en stor flok folk og har vist været noget af et ståhej at beværte.

Der blev også lavet andre løjer. En gang havde nogen lagt en tangsæk over skorstenen og det tog mange forsøg på optænding med røg i stuen før man fandt ud af, hvad der var galt. Piger og drenge morede sig også med at kaste alle de i årets ituslåede lervarer på naboernes døre.

Der kastes med lervarer

Nytårsmorgen stod husbond og husmor tidligt op og tog en sok fra hver person i husstanden. Man puttede en sten i hver af dem, gav dem tre forsvarlige slag med banketærsklen og så kastede man dem over huslængen. På den måde kunne man undgå sladder i det kommende år…

Man sagde, at når man så ”nytårsny” (solopgang nytårsmorgen), skulle man helst have penge i den ene hånd og brød i den anden, så ville man ikke lide nød i den kommende år.

De unge piger tog også en salmebog nytårsmorgen og slog tilfældigt op i den. Hvis det var en bryllupssalme, ville de stå brud i det kommende år, hvis de var en begravelsessalme, ville de dø.

Helligtrekonger

Ved Helligtrekonger sluttede julen. Det var skik at børnene klædte sig ud som de tre vise mænd – også den sorte fra morians land – og sang salmer ved husene og gårdene. De havde en indsamlingsbøsse med og fik også lidt skillinger og de sidste af årets æbleskiver og pebernødder.

Helligtrekongersoptog

Kyndelmisse

Den sidste vintertradition har egentlig ikke noget med jul og nytår at gøre, men den kommer nu med alligevel. Den angår Kyndelmisse, som er den 2. februar.

Man sagde i Nordsjælland, at ”Køndermøsse knude holder derude med tre hvide stude”. Det betød at der ved den tid gerne er tre dage med sne og bygevejr.

Fra hjemmesiden ”Fra dunkle væld” finder vi denne forklaring:

Et udbredt vers (som findes i ”Vore gamle kalenderdage” af Ruth Gunnarsen) var dette:

Kyndelmisse knude

som vil tude

holder derude

med sine stude

og ryster sine klude,

da er den halve vinter ude.

At Kyndelmisse knude »ryster sine klude« betyder, at det sner.

 Til Kyndelmisse måtte det meget gerne blæse kraftigt, for det betød, at vinterens magt var brudt, og at kulden ikke ville vare så meget længere. Ja, man sagde, at det helst skulle blæse så voldsomt, at »atten kællinger ikke kunne holde den nittende ved jorden«!

Ved denne tid skulle det halve af foderet og det halve af tørvet (til brænde) være tilbage, hvis man skulle holde til forsommeren uden at sulte og fryse. Man tog også varsel af, om foderet var drøjt eller udrøjt. Man lagde en visk hø i gården og hvis den lå stille, var foderet drøjt. Hvis den fløj, var det udrøjt.

Glædelig jul og godt nytår 2020 til alle