På Møllebjerghus opdrætter vi kaniner til slagtning – og man må gerne besøge dem.
Vi spiser det meste af kaninkødet selv, men når vi har overskud, sælger vi af det.
Kaninkød er delikat, fedfattigt og klimavenligt – og så kommer det fra kaniner, der har haft det virkelig godt.
Læs evt. mere om kaninkød som “upcoming trend” ved at klikke her.
Hvordan finder man os?
Vil ligger i Dønnevælde ved Græsted i Gribskov kommune.
Adressen er: Bjørstrupvej 37a, 3230 Græsted

Huskattene Willy og Tut lusker rundt om navnestenen i indkørslen. Bagved ses køkkenhaven og kaninfoldene.
Må man klappe kaninerne?
JA! Fra starten af maj til midt i oktober har vi åbent for fri kæl, klap og fodring af kaninungerne.
De går sammen på en stor udendørs fold, hvor man kan gå ind og hygge alle døgnets lyse timer.
Vi har kun nogle enkle regler:
- Sørg for at lågen er ordentligt lukket hele tiden
- Børn under 10 år skal være sammen med en voksen
- Fodring kun med kål, græs, salat, majs og rodfrugter (ikke kartofler) samt tørt brød. Nogle fødevarer er giftige for kaniner, så spørg os, hvis du er i tvivl, eller hold dig til den sikre liste.

Man må gerne nusse med kaninerne – og også med katten. Den er svær at se, fordi den har samme farve og størrelse som de sorte kaniner
Hvordan foregår salg af kaninkødet?
Da vi ikke har et godkendt slagtekøkken, sælger vi vores kaniner som “stalddørssalg”.
Det betyder, at vi kun sælger kaninkødet friskt. Vi melder ud, hvornår vi slagter og så sørger vi for aflivning, og fjernelse af skind og indvolde samt hoved og ben. Du skal afhente kaninen så snart som muligt efter slagtning.
Man kan godt tilberede kaninen med det samme, men vi anbefaler, at den lægges i et rent klæde (ikke plastikpose) og lader den modne i køleskabet ca. 5 dage. Så får man det møreste kød. Man kan sagtens fryse kaninen, enten hel eller parteret og så tø den langsomt op.
Hvordan smager kaninkød?
Kaninkød er helt lyst, fedfattigt og lidt fastere i strukturen end kylling. Smagen er som en mellemting mellem svinemørbrad og kylling. Man kan bruge kødet i alle retter, hvor man ville bruge en høne eller finere udskæringer af svinekød. Kødet bliver allerbedst i sammenkogte retter, hvor knoglerne koges med, men smager også godt som filet på grill eller helstegt. Her er det dog vigtigt at omvikle fx med bacon, da kødet ellers bliver tørt. Vores personlige favorit er kanin i dijonsennep. Prøv fx Pricernes opskrift ved at klikke her.
Hvad koster en slagtet kanin?
Vores slagtede kaniner vejer mellem 1,4 og 1,8 kg uden skind, hoved og indvolde.
Vi tager en enhedspris på 250,- pr. kanin.
Hvornår er der åbent for salg?
Kaninerne fødes om foråret og vi slagter typisk midt i juli og midt i oktober. Hvis du er interesseret i at købe en kanin, kan du bestille den og så skriver vi til dig, når vi har den præcise slagtedato.
Send en mail for bestilling: mwb@donnevelde.dk Skriv navn og telefonnummer, så kontakter vi dig, når slagtedatoen nærmer sig. Husk, at vi har et begrænset antal dyr til salg, så det er “først til mølle”.
Hvad med dyrenes velfærd?
Vores fire kaninhunner får kun to-tre kuld hvert år, så de ikke bliver udpint.
Ungerne bor med deres mor i ca. 8 uger mens de dier og derefter slippes de ud på et stort, fælles udeareal, hvor de kan strække benene og få et dejligt kaninliv. De kan søge ly under skærme, når solen brænder og de tilbringer natten i en fin sovekasse, hvor der er lunt og ly for ræven og andre rovdyr.
De voksne hunner og vores han har hvert sit store bur, hvor de både kan græsse ude og lune sig inde.
Alle kaniner får wrap fra vores egne marker og grøntsager fra køkkenhaven. Derudover får de fuldfoder, græs, urter, grene og andet godt.
Det er da velfærd 🙂
Hvordan foregår slagtningen?
Kaninerne bliver taget op af buret og sat i en kurv. Her bliver de nusset mens de bliver skudt i panden med en lille boltpistol. Kaninen når dårligt nok at blive bange, så er den død.
Lige efter hænges den op og får halsen skåret over, så vi er stensikre på, at den er helt død få sekunder efter. Derefter fjernes pelsen og ben og hoved skæres af, hvorefter indvoldene fjernes. Hvis vi selv skal spise den, lægger vi den til modning og parterer den efter 5 dage, hvorefter kødet spises eller fryses ned.
Man er velkommen til at være med til slagtningen og evt. selv prøve at rense en kanin. Det kan være en spændene oplevelse, især for børn, som kan have gavn af at vide, hvor udramatisk det er at lave levende dyr om til spiseligt kød. Vi har ofte haft helt små børn med og ingen er endnu blevet skræmte – kun nysgerrige. Vi fortæller undervejs og svarer på alle spørgsmål, så børnene forstår, hvad vi gør og hvorfor vi gør det.
Kan man spise indvoldene?
Ja, lever, nyre og hjerte af kanin er meget lækre. Især er frisk lever eftertragtet. Men ikke alle ønsker at få dem med, så sig til, hvis vi skal gemme indvolde til dig, når du køber kaninkød. Ellers går det bare videre til andre, der ønsker det.
Hvad gør I med skindene?
Skindene bliver kasseret, så hvis du vil have det med, må du gerne få det. Man kan selv garve sine skind. Det er ikke svært – blot tidskrævende. Der findes mange fine videoer på youtube, der viser processen. Vær dog opmærksom på, at da vores kaniner slagtes omkring 4-måneders-alderen, så er holdbarheden af deres garvede skind ikke så længe. Til det skal kaninerne helst være knap et år.
Et kuld fra 2019 på 9 unger – knap 3 uger gamle









