- oktober 1893 brændte i på Gersagergaard (i dag Hågendrupvej 4) i Smidstrup. Gårdejeren hed Jens Peder Larsen. En karl, der tjente på gården, Mads Peter Madsen indebrændte i sin seng og døde.
I Frederiksborg Amts Avis kunne man to dage senere (18/10/1893) læse følgende historie:
Bragt i _Frederiksborg Amts Avis 18/10/1877
Ildebrand – et Menneske indebrændt. Et heftigt Uveir, ledsaget af Torden og Lynild, drog i Mandags Aftes hen over det nordvestlige Del af Nordsjælland. Omtrent ved Titiden slog Lyne ned i Gdr. Jens Pedersens Gaard i Smidstrup, der i løbet af Kort Tid fuldstændig nedbrændte. Beboerne vare alle gaaede til Sengs og måtte derfor redde sig i det blotte Linned. Desværre indebrændte en på Gaarden tjenende Dreng ved navn Mads. Man savnede ham straks, men fandt ham først senere i død Tilstand med Hovedet skilt fra Kroppen på Brandtomten. Drengen havde været til Bal den foregående Nat og har da formentlig sovet så trygt, at han først er blevet Ilden var, da det brændt omkring ham. Med undtagelse af 2 Heste indebrændte også samtlige Kreaturer og det meste Løsøre. Der kom hurtigt Folk og Sprøjter tilstede, men med undtagelse af Tørvehuset nedbrændte det hele i kort Tid.
Den ulykkelige Mads var født 17/3/1877 og var således 16 år da han døde. Han havde tjent på gården siden han var mindst 12 år gammel (ifølge folketællingen 1890).
Mads var søn af husmand og forpagter Peder Madsen (f. 1850) og Karen Pedersdatter (f. 1845) fra Højelt, Blistrup Sogn. I kirkebogen for hans dødsdato står i margenen: ”Ulykkestilfælde ved ildebrand hos Gårdejer Jens Peter Larsen, Smidstrup”.
Skillingsvise om ildebranden i Smidstrup 16/10/1893
Der blev kort efter forfattet en skillingsvise (ukendt forfatter) om hændelsen. Tekstforfatteren fik i hvert fald den moralske pointe slået fast med syvtommersøm! Hvis du er ude at feste, så gå i seng i ordentlig tid, ellers risikerer du at komme galt af sted!
I 1980’erne satte Henning Munneche musik til visen. Noderne kan fås ved henvendelse til sidens forfatter på MWB@donnevelde.dk
Her kan du læse den vise, som gik egnen rundt den vinter:
1) Året går et andet kommer
underlige ting der sker
efter vinter kommer sommer
det er noget som man ser.
Folk, der dør og børn, der fødes
livet stadig vælder frem.
Solen skinner vejret frydes
Tordnen ruller her og der.
2) Alle går mod evigheden
men ej alle tænker på
her at finde hjertefreden
som i Kristus vi kan få
tænker, det er ej så farlig
jeg vil glæde mig nu her
Gud kan sende døden snarlig
tid da gives da ej mer’.
3) Som så tit det her sig hændte
på en gård i Smidstrup by
at en karl så ung der tjente
han var modig kæk og kry.
Flink og tro i daglig gerning
han var ikkun sytten år
han med andre kammerater
gladed sig i livets vår.
4) Han en søndag nat var borte
til et fest i Udsholt by.
Han sin nattesøvn forkortet
kom ej hjem før morgengry.
Natten efter skulle blive
skæbnesvanger for vor ven
Ak, man næppe kan beskrive
hvilken sorg og jammer end.
5) Alle slumred ingen ænsed
uvejrsnat i sene høst
Tordnen rulle lynild blinked
Havet kasted skum på kyst
lyn slog ned, hvor karlen tjente
Folkene blev vækket nær
på det sidste gården brændte
alt blev rov for luen der.
6) Karlen han blev også vækket
at han skulle skynde sig
men o ve hvor blev man skrækket
thi, man fandt ham kun som lig
han sov ind som følge
af en gennemvåget nat
han ej mærked ildens bølge
nærme sig sin seng så brat.
7) Sekstende oktober var det
udi året tre og halvfems
og Mads Peter Madsen hed han
nu er han i graven gemt.
O, vi ved os aldrig sikker
noget sted hvorend vi går
ved ej når gud bort os skikker
her fra denne arme Jord.