Der boede en trold under Tibirkes Bavn
I digteren Hans Hartvig Seedorff Pedersens samling “I Dagningen” fra 1927 findes et fantastisk digt. Det beskriver, hvordan den gamle vold langs med Tibirke landevej blev til. Volden kaldes af de lokale for “rumpen”.
DEN GAMLE VOLD LANGS MED TIBIRKE LANDEVEJ
Der boede en trold under Tibirke Bavn.
Syv herreder skjalv, når han brummed sit navn,
– og det skønt han bare hed Rasmus.
Han ypped med Ramløses trold klammeri.
Om ikke for andet så ikkun fordi
han rimende kaldte sig Asmus.
De sloges, så sandet om bakkerne røg
og gråsten som fugle imellem dem fløj,
men sad dog hver aften fornøjet
og lapped med læder den lasede hud
og pirked med vognstænger stenene ud,
– i fald de da fik dem i øjet.
Thi skydningen stilled de blot i bero,
når Rasmus forslået krøb ind i sit bo
med værk fra de vægtigste kugler.
Hvad eller når Asmus bar Arresøs vand
til Ramløse hjem i sin bundløse spand
og baded de mørkeblå buler.
De bøvledes længe – med skiftende held.
For satte en smedejerns-harve med smæld
sin tandrad i maven på Rasmus,
straks peb der et plovjern fra Bavnebjergs top
og landede dybt i en langhåret krop
med “kærligste hilsner – til Asmus!”
Til slut var de trætte, men Rasmus tog fat
og pisked en nat – som af djævle besat –
på hundrede dampende stude.
Snart skrævede han bredt bag en sandkastet vold
og råbte i retning af Ramløses trold:
“Se nu har jeg spærret dig ude!”
Men Asmus han holdt sig for vommen og lo
og kaldte på kirkegrim, helhest og so,
og hvem han i hast kunne finde:
“Se, der sidder Rasmus så lunt og i læ.
Men tror I, han aner, det tolvalens fæ,
at ASMUS – har spærret ham inde!”
Hvor diget nu drager sit grønklædte spor,
der har jeg min kvinde, mit hus og min jord,
der sidder vi trygt bag vor rude.
Og hujer de godtfolk på Tibirke Vej:
“Vi har spærret jer inde!” Da smiler vi: “Nej,
det er os, som har spærret JER ude!”