Tilbage til Løst og fast

Bryllup i Holbo Herred

Fra forskellige kilder – især Anders Uhrskov, der var en ivrig folkemindesamler i Nordsjælland – har vi en del beskrivelser af, hvordan man fejrede bryllup blandt landbefolkningen i Nordsjælland i 1800-tallet.

Ikke alle havde råd til at holde gilde, især ikke fattigere husmænd eller parcellister, så det er beskrivelsen af gårdmændenes bryllupper, der dominerer. Men mon ikke alle har forsøgt at efterligne denne stads så godt som midlerne slog til?

Her følger en beskrivelse af de mest brugte traditioner, som de sås i Nordsjælland.

Et bondegilde på Hedeboegnen. Exner 1855

 

Forlovelse og medgift

Siden 1582 var den lovformelige indgåelse af ægteskab etableret i flere etaper. Først skulle parret troloves i overværelse af præsten og fem andre vidner. En trolovelse, som var indgået i hemmelighed, i drukkenskab, af umyndige eller af folk, der ikke besad fornuftens fulde brug, var ugyldig.

Efter trolovelsen og det såkaldte ”ja-gilde” (forlovelsesfest) skulle der lyses for parret fra prædikestolen tre søndage i træk. Det indebar at præsten kundgjorde, at de givne personer ønskede at indgå giftermål og hvis nogen kendte til forhold, der gjorde, at ægteskabet ikke skulle kunne indgås, skulle de henvende sig. Årsager kunne fx være, at en af parterne allerede var forlovet eller gift, eller at de var for nært beslægtet med hinanden. Loven om lysning blev først afskaffet i 1969.

Hvis man af en eller anden grund havde meget travlt med at blive gift, kunne man opnå ”kongebrev”, der fritog parret fra lysning, så vielsen kunne gennemføres hurtigere. Det hændte af og til og ikke sjældent blev det første barn født ganske kort efter…

I princippet måtte det ægteskabelige samliv først begynde efter vielsen, men flere steder blev der set med milde øjne på det, hvis et forlovet par flyttede sammen og endda også, hvis et barn nåede at blive født.

Man brugte ikke forlovelsesringe, men ofte gav den kommende brudmand (nordsjællandsk ord for brudgom) en fæstegave, fx et manglebræt, en strikkekrog til garnnøglet eller en hjemmelavet ske. Bruden gav ofte en fint broderet skjorte, kaldet brudeskjorten.

Frem til slutningen af 1800-tallet var det almindeligt at bruden eller brudmanden havde en medgift. Som udgangspunkt var det manden, der sørgede for at de havde et sted at bo og kvinden, der sørgede for at de havde sengetøj og andet linned og uld, så hun kunne udstyre hjemmet. Det havde hun siddet og syet og vævet på, siden hun var en lille pige. Medgiften blev ikke opfattet som en brudepris, men som en måde at sikre de unge økonomisk til en fælles start

Invitation pr. bedemand

Pga. lysningen i kirken vidste hele egnen som regel i god tid, at der var et gilde i vente. Men 4-5 dage før brylluppet skulle stå, blev der sendt en bedemand rundt til alle, der skulle inviteres. I Mårum sogn er det fortalt, at det ofte var brudens far eller en anden nær slægtning. Han tog sine bedste kisteklæder på og gik rundt til de indbudte og fremsagde sin remse med overordentlig højtidelig mine og med kunstfærdige sætningsforbindelser. Den kunne lyde: ”Jeg skulle hilse fra mig selv og min kone og hele mit hus og fra N. N. og hans kone og hans hus og bede dig og din kone og dine børn om at komme til N. N. på XXdag kl. XX og spise og drikke kaffe, for min datter og hans søn vil ta’ sammen og så skulle jeg bede tjenerne med. I bedes møde med kniv og skeer og i de bedste klæder. ”

Bedemanden blev altid beværtet de steder, han kom hen, så det kunne hurtigt blive en noget våd tur.

Brylluppet afholdtes helst en fredag – evt. en tirsdag. Det skulle helst være nymåne, for så fik mange, gode børn. Hvis månen var i næ (aftagende), kunne man risikere at børnene blev sorte…

Forberedelser

Brylluppet blev afholdt af brudens forældre eller på den gård i nærheden, som ønskede at lægge hus til. Men brudmandens husstand leverede også forplejning og hænder til forberedelserne. I ugerne op til, blev der brygget øl, bagt rugbrød og det sjældne sigtebrød, malet sennep og ristet kaffebønner. Gæsterne sendte typisk smør, mælk, æg og fjerkræ til gildesgården på forhånd. Smørret var en vigtig affære. Det blev leveret på en smørbrik og var sat op i en top, som var udsmykket med mønstre og krummelurer. Smørbrikkernes placering på bordet var efter stand og der kunne godt opstå tvistigheder om placeringen.

En lille note til dette er, at man i Sverige brugte at trykke smørret ned i en udskåret form. En almindelig brugt form var en gås – deraf navnet “smørgås”. I dag er det nærmere betegnelsen for selve smørrebrødet. Mon ikke at traditionen har været noget lignende her i Nordsjælland. Det er jo ikke så langt fra Sverige endda…

Bryllupstøj

Ved brylluppet var man i sit fineste tøj. Brudeparret var tit unge folk og fik derfor syet deres første pæne sæt tøj i forbindelse med brylluppet – hvis de da ikke havde deres konfirmationsklæder endnu.

Moden har skiftet gennem generationerne, men brylluppet har altid været et tidspunkt, hvor man viste sin families formåen og stand frem gennem kvaliteten og udsmykningen på tøjet.

Brudmandens tøj

I 1700-tallet og starten af 1800-tallet var de lange skødefrakker på mode, men efterhånden blev de kortere. Modsat var det med bukserne. I 1700-tallet var de korte knæbukser med lange strømper på mode og efterhånden gik man over til lange bukser.

På landet var mandens stolthed en vest, hvor man kunne se de fine hvide skjorteærmer med mange læg, som var syet i hør – måske endda af kæresten, der nu skulle være hans brud. Var man så rig at man ejede en høj hat, var det det fineste man kunne fremstille. Ellers gik man med en blødere hat eller en strikket hue med kvast.

Mandsdragt fra Nordsjælland fra før 1800.

Mandsdragt – Nordvestsjælland. Ca 1800

Brudens tøj

Kvindernes tøj bestod af uldent skørt, strikket bluse og ulden bul (vest) samt pyntetørklæder og hue (kyse).

Kvindedragt fra Refsnæs. Meget lig dem, man brugte i Nordsjælland i starten af 1800-tallet

Kun ugifte piger gik uden hue. Konehuen var tegn på at man var trådt ind i de giftes stand og havde stor symbolsk værdi. De fineste konehuer havde sølv, eller guldnakke og lange farvestrålende silkebånd. De kaldtes en ”klar hue”, fordi de skinnede klart. Mindre fine havde broderede nakker.

En guldnakke

I Græsted og Søborg sogne var det skik at bruge ”korsklæde”, som er et kniplet eller stivet stykke hvidt stof, der lå uden på huen og evt. var bøjet op i siderne. De finere sogne, fx Vejby og Ramløse-Annisse, syntes at disse ”korsklædepiger” ikke var noget værd at samle på.

Korsklæde

Et flettetøj

Til bryllup var det skik at bruden brugte et såkaldt ”flettetøj” som hovedtøj. Det brugtes kun ved konfirmation og bryllup og evt. til at pynte en lanse med, når de unge mænd red ”sommer i by” i pinsen. Ellers lå det gemt væk med kisteklæderne. Flettetøjet blev kun båret af piger, der ikke var kommet ”galt af sted”, i så fald bar de hue i stedet. Et flettetøj er besat med kunstige perler, bånd og alt det flitterstads man kunne skrabe sammen. Man kunne også vælge blot at bære en blomsterkrans – evt. med kunstige blomster og bånd til brylluppet.

Et flettetøj

Senere i 1800-tallet blev det mere og mere almindeligt at bruge en sort kjole som brudekjole og siden til alle højtider og særlige lejligheder.

Brudedragt fra Nordsjælland med flettetøj – ca 1800

Modtagelsen

Om morgenen på bryllupsdagen ankom gæsterne til gården, hvor festen skulle holdes. De blev modtaget i døren af brudeparret og fik serveret en snaps til herrerne og en punch eller ekstrakt til damerne. Ekstrakt var en drik, som købmændene blandede af snapseslatter og sukker mm. Man fik også et stykke sigtebrød eller søsterkage til skænken – ofte budt fra brudens forklæde.

Ved ankomsten spillede også musikanterne, som gav et stykke på klarinetterne for hver vogn, der ankom. De kvikkeste musikanter formåede at spille melodier eller fanfarer, som gav en eller anden reference til dem, der ankom. For at kunne spille til bryllup, måtte musikanterne kunne håndtere tre instrumenter, oftest violin, klarinet og horn.

Hvis det var et større sted, blev de ventende gæster beværtet i gården med flæsk og kold oksesteg og en opvarter havde til opgave at skænke drikkevarer og sørge for at minde alle om at drikke.

Til kirken

Derefter samledes et vogntog, der skulle køre til kirke. Det kaldtes ”stadsen” og kunne være et optog på op til 30 vogne.

Foran red et antal unge mænd som forridere. De skulle ride godt i forvejen for at rydde vejen inden stadsen kom forbi. Der kunne nemlig sagtens have været nogle skælme, der for at drille brudeparret havde hængt smædende hentydninger op i træerne eller stillet dem op ad kirkedøren. Fx kunne der være en dukke, hvis bruden var mistænkt for at havde fået et barn, eller nogle brændestykker, hvis brudmanden havde været lovlig langfingret med at stjæle brænde i skoven. En gang havde man hængt en lammeskind og et dødt lam, fordi brudmanden en gang havde stjålet et lam.

Nogle steder var det sådan, at i den forreste vogn kørte musikanterne. I den næste kørte brudepigerne og derefter en vogn med bruden og en ældre kone af familien. Så kom brudmanden  – også med en ældre mand af familien og derpå det øvrige vogntog. Andre steder kørte først brudmanden med hans forældre og derefter bruden med sine forældre og derefter musikanterne og resten af følget.

Ved kirkegårdslågen stillede musikanterne sig op og blæste og filede en del dansemelodier, der blandede sig med kirkeklokkerne i en verdslig-højtidelig symfoni af blandet skønhed.

Når man gik ind i kirken, gik først forriderne, så brudmanden med to brudekarle, så to forgangspiger, derefter bruden med to brudepiger og så resten af følget.

Fra kirken

Når man gik ud af kirken, gik først bruden og brudepiger og det var også hendes vogn, der kørte forrest i stadsen på vej hjem til gildesgården. Andre steder kørte bruden og brudmanden sammen i hans vogn forrest og derefter de to forældrepar sammen i den næste.

Musikanterne måtte nu skifte over til at spille på horn, så de kunne blive ordentligt hørt. Især fordi det var skik at skyde med bøsser som salut for brudeparret på turen.

Forriderne havde de hurtigste heste og de red i fuld firspring hjem til gården for at hente snaps og kage, som de så red tilbage med og beskænkede alle i vogntoget (stadsen) med. Derefter gik det til gården igen, for at være den, der kom først til gården. Han som vandt dette vædderidt ville blive den første af karlene til at måtte danse med bruden.

Maden

Vel ankomne til gildesgården blev man bænket i øverstestuen for at spise. Brudfolkene sad for bordenden og blev siddende, selvom gæsterne måtte spise i hold for at der var plads til alle. Det var ellers pr. lov sognefogeden, der skulle sidde der, men lige akkurat ved bryllupper tilfaldt pladsen brudeparret.

Episode af et gilde. Exner

Gildesmaden bestod først i opblødt klipfisk, der blev dyppet i den fælles sennepskop. Man spiste sigtebrød med smør, der var stillet frem på de før omtalte smørbrikker.

Derefter blev der serveret risengrød med en smørklat, der var lagt i et korsformet hul. Den var strøet med sukker og kanel og blev serveret med safransovs. Man spiste med egen kniv og ske – gafler brugtes ikke.

Til spisningen blev serveret rigeligt snaps – fisken skulle jo svømme… En opvarter havde som eneste opgave at sørge for at alle blev nødet til at drikke så meget som muligt. Man hørte ikke sjældent opvarteren råbe ”Det er svært, så småt det går med de snapse”. Efter risengrøden bød han alle at tage en ”grødtrykker” og klinkede selv med til hver en skål.

Musikanterne spillede ”over borde”, dvs. mens der blev spist. Det var ofte melodien ”Vi binde dig en jomfrukrans”.

Fanfare ved et større Bondebryllup – Exner 1877

Efter maden rejse man sig op og gav hinanden hånden og bød ”tak for mad” til hinanden.

Der blev i øvrigt båret fade rundt til naboer og til de omkringboende fattige folk, ligesom de ofte sad i køkkenet og spiste rester fra bordene i løbet af aftenen. Så et bryllup var for alle på egnen.

Dans og musik

Efter spisningen skulle der danses og nu kom violinerne frem. Opvarteren bød en tallerken rundt, hvor folk lagde en ”spillemandsskilling”. Bruden skulle nu danses ud af de unges kreds og ind i de giftes.

Der var lidt forskellige traditioner for gennemførslen af dansen, men et sted, var det således: De første tre danse måtte kun brudeparret, brudekarle og brudepiger danse og de kaldtes for ”brudestykker”. Det var først en tretur, så en kontrasejre og til slut en vals. Derefter trådte brudemanden frem og bad i jævne ord gæsterne om at more sig.

Et andet sted dansede først bruden med brudmanden og derefter bruden med den sejrende forridder. Et tredje sted startede man med en totur, der blev danset af brud og brudmand, brudepiger og brudeknægte og forloverne. Derefter kom endnu en totur, men med en anden dame.

Kl 12. om natten tog man flettetøjet af bruden og gav hende konehuen på og dermed skiftede hun officielt status og var kone. Flere steder skiftede både brud og brudmand tøj en eller to gange i løbet af aftenen.

Georg Nordkild, der er opvokset på Græsted Overdrev (Faxemosen) beskriver i sine bøger, hvilke danse man brugte til baller og gilder her på egnen. Han nævner tyrolervals, halvfemtetur og hanegal til afslutning (når hanen galede), sekstur, kontrasejre, svejtrit, sagtevals, rejlænder (rheinlænder) og polka.

Dem, der ikke dansede, spillede kort og drak snaps.

For at de dansende ikke skulle gå med tørre munde, gik opvarteren rundt med brændevinsflasken og ølkanden og skænkede både til gæster og musikanter.

Gildet varede til langt ud på natten og på et tidspunkt blev der serveret kaffe og smørrebrød. Det var skik at mændende trykkede spillemændende i hånden med et pengestykke og bød ”god morgen”, når de gik.

Det hændte ikke så sjældent at dansen og festen fortsatte hele næste dag med – om end mindre formaliseret.

Permanent link til denne artikel: https://donnevelde.dk/loest-og-fast/bryllup-i-holbo-herred/