En dag i oktober 2017 var jeg taget op på Gribskov Lokalhistorieske arkiv for at se, hvad jeg kunne grave frem om min nye interesse, Dønnevælde. Især var jeg interesseret i at se, om jeg kunne finde noget om Bjørstrupvej og måske endda mine forældres hus, nr. 37.
I de støvede kasser lå der noget, der var betegnet “Dønnevældes historie”, men uden angivelse af navn på forfatter, nærmere sted eller hvor det stammede fra. Jeg greb de 16 sider med smuk og læselig håndskrift, fik en kopi og tog dem med hjem, hvorefter jeg kastede mig over læsningen. Teksten startede: “Noget af det første jeg kan huske og som har bidt sig særligt god fast var da Snurom brændte; jeg antager det har været i 1895, da jeg var godt to år. “
Jeg var allerede fanget, for her i allerførste sætning havde jeg fået en ny oplysning. Den betegnelse “Snurom” har jeg set på mange landkort – og endda på den transformatorstation, hvor jeg ventede på skolebussen i min barndom i Dønnevælde – men jeg havde altid troet, at det betød et særligt område. Nu fandt jeg ud af, at det åbenbart var et hus, der hed Snurom.
Jeg læste mig igennem beretningen og blev gladere og gladere for hver sætning. Det viste sig nemlig at forfatteren detaljeret beskrev alle de ejendomme, der havde været i Dønnevælde i hans barndom samt menneskerne i dem. Det var simpelthen lokalhistorisk guld – og lige akkurat det, som jeg selv oprindelig havde sat mig for, nemlig at beskrive huse og mennesker i Dønnevælde gennem tiderne. Her fik jeg et perfekt nedslag anno ca. 1900.
Men jeg havde endnu det bedste i vente. Jeg læste mig fremad og ventede i spænding på, om han ville nævne mine forældres hus også – der hvor de stadig bor i dag og hvor jeg bor til leje i det gamle stuehus sammen med min familie. Og jo da, nu kom det: “Lige derefter ned ad bakken boede Stine Lars Olsens, med sønnen Ole og datteren Ellen Margrethe.” Jo, den var god nok, jeg havde jo været alle folketællingerne igennem, det var ganske rigtigt Maren Kirstine Olsen, enke efter Lars Olsen, der boede her med sine voksne børn. Og så kom det, der gav mig gåsehud: Beretteren valgt at beskrive netop dette hus indgående – som det eneste i beretningen. Ikke en gang hans eget barndomshjem fik samme opmærksomhed. Han gik endda helt ind i stuen og beskrev dens indretning samt den stemning, som det vækkede i ham at være i huset: “Ret et sted, som jeg altid har syntes lå nogen historie i, så når jeg senere har læst historier eller beretninger fra gammel tid har jeg næsten altid kunnet sætte det på plads netop der.”
Så den stue som jeg nu bor i – og holder så meget af – har for over 100 år siden været kilde til varme, hygge og “god karma” for den gode beretter. Jeg blev så taknemmelig over, at han havde givet sig tid til at skrive denne beretning, at jeg straks besluttede at gøre mere alvor af mit projekt om at beskrive det gamle Dønnevælde, hvilket er endt i denne hjemmeside.
Nu ved jeg, at beretteren er Nikolaj Jensen født 9/3/1893 i på matrikel 2d, Bjørstrupvej 14. Familien boede der frem til 1902, hvor de flyttede til Annisse. Hvornår han skriver historien ved jeg ikke, men han er tydeligvis voksen, så jeg gætter på, at det er omkring 1950. Læs om hans familie og hans barndomshjem andre steder på siden.
Jeg har afskrevet håndskriftet og udgiver det her i sin fulde længde. Samtidig har jeg lavet fyldige fakta-kommentarer til alle de mennesker og steder, som Nikolaj beskriver, og som det har været muligt at finde noget sikkert om. Der er desværre huller, fx har jeg stadig ikke fundet ud af, hvem “Mosemettes Niels Peter” er, men det kan jo være at andre kan hjælpe mig der?
En interessant detalje ved Nikolajs både faktuelle, men også poetiske historie er et typisk nordsjællands dialekt-træk. Bemærk, at han flere gange benævner personer som “Ole Ols” eller “Sidse Jacobs”. Det er almindeligt nordsjællands træk at fjerne sen-endelsen fra navne. Så de hedder i virkeligheden Ole Olsen og Sidse Jacobsen.
God fornøjelse med læsningen og varme tanker til Nikolaj for hans vidunderlige gave til os andre.