Tilbage til Personer

Nikolaj Jensen og hans barndoms Dønnevælde

Historien bag historien

Denne beretning er helt særlig og har sin egen historie. Læs den ved at klikke her inden du går i gang. 

Læseguide

Nikolajs beretning er fyldt med links til info-bokse. Klik på dem efterhånden som du læser teksten og du vil få en masse information om de steder og personer, som Nikolaj beskriver.

Nikolajs beretning om Dønnevælde

Noget af det første jeg kan huske og som har bidt sig særligt god fast var da Snurom brændte; jeg antager det har været i 1895, da jeg var godt to år. Det var om aftenen og vi sad i stuen, da der blev banket på vinduet og råbt: ”Snurom brænder”. Far løb med det samme. Mor svøbte et sjal om mig og tog mig på armen med ud på vejen, hvor vi så flammerne og det lysende ildskær mod den mørke himmel, mens folk løb og kørte og der blev råbt. Ude på vejen stod foruden os et par kvinder; den ene har vel nok været min bedstemor, som den gang boede hos os.

I huset, der brændte var der købmandshandel; hvordan huset så ud, har jeg ingen erindring om, eller om det var Hans Hansens, der efter den tid havde butikken på den anden side af vejen, der ejede og havde den, ved jeg heller ikke. Huset blev genopbygget, men det husker jeg heller ikke noget om, kun at så længe jeg har kunnet skønne, boede Missionær Nommesen i huset, hvor han drev marskandiserforretning. Jeg kom der, for der var flere jævnaldrende børn, Emil, Johannes og Marie.

Ved branden skulle vel reddes, hvad reddes kunne, hvor meget det blev ved jeg ikke, kun at der blev talt om at Søren Andersen reddede cognaksankeret ned i haven, hvor han satte ankeret for munden og drak for at ingen af de kostelige dråber skulle gå tabt på anden måde. Søren Andersen boede i et hus ved Faksemosevejen ved Stejleborg. Arbejdede på Faksemosegaard og på Teglværket. Han stammede fra Ørby. Der var flere børn med nogen talefejl, familien var i det hele taget meget dårligt økonomisk stillet. Børnene kom til Snurom og købte ”et pund fedt af det lede” på knok, og ”et halvt pund mel” det skulle de betale, det kostede 4 øre. Min far og Søren spillede i lotteriet sammen og nummeret kom ud med 500 kr. Da kom Søren og var helt ovenud over de mange penge og han sagde til far: ”Her har du min hånd”. Men modet faldt jo noget, da han blev klar over, hvor lidt det blev, når man var 2 om at dele 1/8 og der skulle fornys til næste trækning.

I Snurom var, og er, købmandsforretning, den ejedes og blev drevet af Hans Hansen og hans kone Jane; De havde begge været gift før og havde hver sine børn. Jane havde tre døtre, jeg kendte de to, Kristine og Sidsel. Hans Hansen havde flere børn, deraf sønnen Jens, der bestyrede Bøghavegaard, som Hans Hansen også ejede. Endvidere sønnen Lars, Lars Hansen, Toftegaard i Tibirke. En datter var gift med Hans Larsen i Skov Bjørstrup, men hun døde og jeg så stadig hendes småpiger gå på vejen for at besøge bedstefaderen.

På pladsen øst for ”butikken” lå to gamle huse. I det nærmes ved boede tidvis enten ældre eller tilfældige fattige. I det andet boede Laurine, hun havde sønnen sønnen Lauritz, der jævnligt kom hos os, han arbejdede vist nok en tid på Teglværket. Laurines datter var gift med Jørgen Henriksen i Nejlinge.

Lige overfor ”butikken” boede smeden Karl Jørgensen, hans kone var datter af Jørgen Bendtsen, der boede i et hus ved Bjørstrupvejen i nærheden af Teglværket. De havde en søn, der hed Niels Kristian og en datter, Karen, hun var noget nær i alder med mig.

I det første hus på venstre side, ad Bjørstrupvejen, neden for Nommesens boede stenhuggeren, Lars Olsen, han var en meget stor, kraftig mand; blev også af nogle kaldet ”Stormagten”. Ved gavlen af huset ud mod vejen lå eller stod stabler af tilhuggede sten, som trappesten eller gravstene. Han var ikke meget hjemme, men somme tider i uge- eller månedsvis på arbejde længere borte. De havde en datter, Petra, som var på alder med min moster Signe; altså ca 10 år ældre end jeg.

Ved huset drejede en vej ind på marken, hvor der på bakken lå et hus, som blev lejet ud, det ejedes af Lars Jensens enke, der var gammel og boede hos sønnen, Jens Larsen, Jens Tækker, som boede i et sted længere fremme ad vejen. Der kom jeg meget. Konen hed Ellen Marie; de havde en søn, Karl og en plejedatter, Marie. De havde en hund, der hed ”Nimrod”. Til stedet hørte en ret stor mose, hvor der om sommeren blev skåret tørv og om vinteren var den fineste isbane for os børn. Jens Tækker var megen tid ude at tække, men han var meget hjælpsom, for var der noget, jeg ikke kunne finde ud af, eller ikke selv kunne lave, kunne jeg bare gå til ham.

Ad Bjørstrupvejen lå først til højre en ejendom, som ejedes af Rasmus Johansen, men han boede hos sønnen Jens Johansen. Jeg så ham jævnligt gå på vejen, han havde fuldskæg, i huset var to lejligheder. Ud mod vejen boede ”Prale-karen” Tilnavnet ”pral” var nok et familievedhæng i det der på ”Sandet”, Ramløse eller Tibirke, var en familie, der gik under navnet ”Pralerne”. Karen var en søster til Hans ”Pral” på Sandet og flere andre af familien måtte trækkes med tilnavnet. På Sandet var tidligere vist nok 7 eller 9 familier, der gik under hver sit tilnavn, som Tysken, Bynken, Guldsmeden m. fl.

Det hændte, at jeg kom ind til Karen, vist nok mest for at komme ind og se på nogle dyr, bla. a. en hest, som hun havde stående på bilæggerovnen. De var af brændt ler, men sværtet sorte, enten med komøg eller ovnsværte. Hun havde en søn, der havde lavet dem, men ham har jeg aldrig kendt.

I længen mod syd boede en kone, der hed Stine, vist nok Niels Pedersens, en venlig stilfærdig kone, som vist nok mest holdt sig for sig selv, hende havde jeg ikke noget særligt kendskab til.

På den modsatte side af vejen, lidt længere fremme, boede Svend Skomager på en ejendom, på vist nok 7 tdr. land. Hans kone, Signe, kan jeg kun svagt huske, da hun døde af blodforgiftning. Der var 7 ukonfirmerede børn hvoraf den næstældste, eneste pige, Amanda, måtte være moder og husmoder. Det var sikkert fortvivlende forhold, som skulle gennemgås, og det gik. Der blev kritiseret meget på Svend over forskelligt; men han kan ikke have haft det godt. Overfor børnene følte jeg, at han altid var god, selv om det kan sige, at de på mange måder led nød, med klæder og med at være overladt til sig selv. Jeg var næste daglig sammen med dem, da det var dem, der boede nærmest ved os.

Op ad bakken på højre side af vejen ligger et hus, det var den gang ganske lille og gammelt; der boede Sidse Jacobs, og kaldet ”stat-ene-Sidse”. Hun var en liden gammel kone, der gik ved to krykker. Efter hende kom en enke, Hanne Marie. Manden havde heddet Kristoffer, han var svensker, havde vist nok flere voksne børn, men den yngste, en dreng, var nogle år ældre en jeg, han hed August, havde et dårligt ben og gik med krykke. Han kom siden i skomagerlære, vist nok i Græsted.

Huset og grunden lå således, at det var i et hjørne af min fars ejendom; så da det var blevet ubeboet, købte far huset af kommunen; det var i sommeren 1899. I den påfølgende vinter reparerede og oprettede far på huset, så det blev beboeligt og derefter flyttede min moster Ane derind. I 1903 solgte far igen huset, men jeg husker ikke til hvem.

I det næste hus boede vi. Det var en parcel fra Bøghavegaard matrikel 2d. Oprindeligt var der 4 tønder land, men deraf var senere de to tønder land solgt til Lars Olsen eller Lars Ol’s Ole.

I hjørnet af de to tønder land, hvor vejen drejer fra til Teglværket, ligger et hus, som blev kaldt for ”Lygten”. Her boede en gammel kone, Inger Niels Jensens, som jeg også nogen gang har besøgt; når jeg senere har fortalt min mor om det, har hun været helt uforstående, da hun ikke mente, at jeg nogen tid havde været der. Men jeg har været der og leget i en bunke strandsand, hun havde liggende på gulvet, og jeg har været der og talt med konen, da hun havde ligget i sengen; om hun var syg ved jeg ikke, heller ikke om hun døde. Men der kom andre til at bo i huset, et nygift par, manden hed Kristian Nielsen, var fra Kolsbæk, han arbejdede på Teglværket. Konen hed Hanne og var datter af Hegnsmand Hans Pedersen i Aggebo. (Hans Pedersens far var søskendebarn til min bedstemor). De fik to børn, Anna og Hans.

Da far i 1902 købte ejendommen i Annisse Ting og vi flyttede dertil, købte Kristian Nielsen ejendommen i Dønnevælde af far.

I det næste hus frem ad vejen boede Jørgen Bendtsen i den øverste ende af huset. Den nærmest vejen blev lejet ud. Af dem jeg bedst husker, var der Tykke Hans Jørgens og Rågelejeren.

Lidt inde på marken til venstre lå en lille ejendom. Her boede Svenskemads. Han og far havde arbejdet sammen. Først på jernbanen i Helsingør og siden på Søborg Sø, ved udtørringen af denne. Senere købte han en ejendom på Græsted Overdrev og flyttede dertil. Hans kone hed Hanna, men om hun også var svensker husker jeg ikke. Jeg ved heller ikke, hvem der købte det her i Dønnevælde, men i huset boede arbejdere til leje. En af dem var Pinde-lars. I min fantasi, var det her Rolf Krake residerede.

Videre frem ad vejen, op ad en bakke, boede Jens Johansen, han havde en mindre ejendom og drev vel sagtens også faderens Rasmus Johansens. Desuden havde han en tørvemose, hvor han skar megen tørv og solgte. Hvor han egentlig afhændede tørven ved jeg ikke; men året igennem så jeg ham jævnligt komme kørende med høje tørvelæs stablet som en pyramide, hvor han selv sad på toppen og kørte alt hvad hesten kunne rende. Han havde flere børn; en søn, der hed Peter, var 3-4 år ældre en jeg. Hvad konen hed, husker jeg ikke. Den ældste datter hed Rasmine.

Lige derefter ned ad bakken boede Stine Lars Olsens, med sønnen Ole og datteren Ellen Margrethe. Det var Ole, der passede ejendommen og det var ham, der pløjede og passede jorden for os, eller far lånte hest og redskaber der. Jeg kom der ikke så sjældent; har også været der og sovet hos Ole om natten; det har sikkert været den gang Sigrid blev født. Men mærkeligt nok, har jeg ingen erindring om, at vi ikke havde hende eller hvordan hun er kommet. Der var en rigtig gammeldags stue, som der endnu var en del af flere steder, med langt bord, langbænk ved vinduerne og bordendebænk; på den modsatte væg omhængssæng. Stuen var stor, for for den nederste ende af bordet stod væven, som Stine vævede på, vist nok også for fremmede, for der havde hun for det meste sin plads. Det var ikke altid vi kunne enes om det, når jeg kravlede ind under væven, så hun ikke kunne arbejde, men så måtte hun rage mig ud med alenkæppen, det var nok mest, når jeg var på jagt efter katten, som havde sit fristed derinde. Mellem væven og køkkendøren stod bilæggerovnen og for enden af sengen hen til køkkendøren var en hyggekrog med bord og stole ved vinduet ud mod vejen. Når man kom ind i gangen før stuen blev man slået af en gennemtrængende lugt af tran og seletøj, for noget seletøj hængte i gangen og for enden af den var et lille seletøjsrum. Hele huset lå på en skråning, fra vejen og nedad, så fra gårdspladsen førte en høj stuetrappe op til gangdøren medens udbygningerne lå meget lavere. Ret et sted, som jeg altid har syntes lå nogen historie i, så når jeg senere har læst historier eller beretninger fra gammel tid har jeg næsten altid kunnet sætte det på plads netop der, og det enten det har været fra ind- eller udland, næsten rekvisitter for alting, Hamlet og mange andre.

Ellen Margrethe blev gift med en mand fra Søborg, der hed Kristian Hansen, de kom til at bo i Pikkerhuset, der hvor Niels Knudsen boede, eller havde boet. Senere købte de en ejendom i Lønholt eller Langstup og flyttede dertil. Ole blev ikke gammel, han døde ganske få år efter at vi var flyttet til Dønnevælde.

Det var det sidste sted i Dønnevælde; efter det kom Skovbørstrup, der hører til Maarum Sogn. Det første sted der, lå lidt inde på marken og ejedes af Peder Hansen, der kendte jeg bedst sønnen, Kristian, selv om han vel var 20 år ældre end jeg. Vi havde fødselsdag sammen dag, den 9ende marts. Der var også et par døtre hjemme, dem kendte jeg ikke ret meget til og husker ikke navnene.

Langs med skellet mellem Bjørstrup og Barumgaard, førte en sti ind til skoven, Harager Hegn; i skovgærdet var en stente hvor igennem vi gik ind i skoven. Her gik vi børn ret ofte på skovtur og på Bededagen var det almindeligt at alle familerne, både voksne og børn gik til skovs for at se de nyudsprungne bøgetræer og for at plukke bukkar.

Lidt længere fremme ad vejen på bakken før Bjørstrup lå et hus kalket lyserødt, forekommer det mig. Der boede et ældre ægtepar, om de ellers var gamle ved jeg ikke, eller bare syntes så. De havde en søn, Karl på henved 20 år, som kørte tipvogne på Teglværket. Manden var tømrer eller hjulmand, han hed Kristoffer og blev almindeligt Kristoffer Hældehoved fordi han hældede på hoveder som de fleste træhåndværkere gjorde, der har tilbragt deres meste tid ved høvlebænken. Kristoffer havde det mundheld, når han havde udført et stykke arbejde, at det var : ”Noget så nær på et ringe gefæhr”.

Helt inde før skoven og skovfogedstedet ligger Bjørstrupgaarden, som ejedes af Hans Larsen, han var gift med Hans Hanses datter i Snurom, hun hed vist nok Margrethe. Hun døde mens vi boede i Dønnevælde.

Skovfogeden hed Knudsen og der sås jævnligt forstaspiranter gående der og ind i skoven og det forekommer mig, at en af dem som gik der var Anders Mortens Georg.

Ud for Jens Johansens førte en vej vesterud til Barumgaard, som lå et stykke inde på marken. Her boede Ole Jørgen, noget særligt kendskab havde jeg ikke til ham ud over jeg så ham køre på vejen. Han var vist nok gift med Jens Jenses datter, og hos dem havde min bedsteforældre vist nok kommet en del, efter hvad der er blevet talt om. Ligeledes kom min far der også noget på arbejde de første år efter at han var kommet hjem og overtaget ejendommen efter sin mor.

Ved ”Lygtens” slut var en korsvej. Mod vest gik vejen mod Teglværket. Helt fremme, hvor den drejede ned til Teglværket lå en smedje, et lille bindingsværkshus med røde mursten. Jeg har aldrig set der blive arbejdet, men der var ikke låset, så der var til at gå ind til hver en tid, og det var et ofte jeg var derinde, når jeg gik der forbi. Der fandtes esse, armbolt, filebænk og værktøj, og så var der sodet som i en hver anden smedje; men der var en egen eventyrlig trolddomsagtig stemning, der virkede tiltrækkende på mig, den har virket på mig på samme måde som stemningen nede ved Lars Olsens. Mange senere forestillinger bliver henlagt dertil. Således når jeg har læst i Gøsta Berlings saga om julenatten i smedjen med dens lede Sintram, der som den ”onde selv”, så foregår hele sceneriet i min barndoms gamle smedje og alt sammen foregår det under samme stemning som betog mig den gang og virker så hjemligt og selvfølgeligt.

Lige efter smedjen lå et tolænget hus, hvor der muligvis tidligere havde været landbrug. Vi kaldte det altid ”oppe på Leren”. Der boede gennem årene forskellige teglværksarbejdere. Jeg husker bl.a. den tossede Niels Larsen fra Husby, den store smed fra Tofte, Jørgen Glatnakke og sidste Mosemettes Niels Peter, der var gift med Hegnsmandens Ellen fra Aggebo. De havde to børn den gang, den ældste pige hed Hansine.

Teglværket, der ejedes af Clausen på Faksemosegaard var det også betagende for mig at opleve. Far arbejdede der; om sommeren som maskinpasser, når der blev strøget sten. Om vinteren var det ved Teglbrændringen ved ovnen eller hvad andet arbejde, der forefaldt, også somme tider oppe på gården. Ved ovnen skulle der våges og fyres døgnet rundt. Der var blevet fyret med kul, men i de senere år var økonomien blevet dårligere og der blev der fyret med tørv. Jeg har enkelte gange været med der om aftenen eller om natten og set ilden blusse i de mange fyrsteder. Der var vist nok 6 eller 8 ved hver side af ovnen. Om sommeren kørte tipvognen trukket af en hest på sporene ude fra lergraven og ind til æltemaskinen, som pressede leret ud på et rullebord nede i en grav, og her stod Per Jensen og skar stenene af med en trådramme, som blev vippet op og ned; derefter stod en mand og læssede de fremførte sten på trillebøre og der efter trilledes ud i tørreladerne. Oppe ved ovnen var en stue, hvor arbejderne kunne spise, der var et langt bord og bænke. På en hylde lå en bog hvori blev indført udlevering af sten til købere. Når lergravene kom ned i dybden kom der vand, som hindrede arbejdet og jeg har set 2 mand stå og dreje på en vandsnegl og snegle vandet op; et langsommeligt arbejde, som ikke forslog ret meget.

Nogle år senere blev teglværket solgt og således skilt fra Faksemosegaard.

Ved Lygten førte den fjerde gren af korsvejen op til Faksemosegaard. Vejen var på begge sider bevokset med piletræer, så det var en rigtig allé. Gården ligger på en bakketop på venstre side af vejen. Det første man kom til var en vandfyldt lergrav hvorved der lå et par store stråtækte lader; det var fra det første teglværk, som havde ligger her. Laderne blev efterhånden nedrevet. Den, der begyndte på det første teglværk var vel nok Jørgen Jeppesen, som ejede gården i min fars barndom og min bedstefar har arbejdet med på Teglværket der. Senere kom den gamle Clausen og derefter den unge Clausen, som døde ret ung, vist nok TB. En broder til den unge Clausen var Clausen, Gadevang Teglværk. Faksemosegaard var ikke nogen af de oprindelige gamle gårde i Dønnevælde; men var samlet af sammenkøbte jorde, så den var af en anselig størrelse, langt den største i Dønnevælde. Stejleborglodden lå dog vist nok i Græsted eller Græsted Overdrev. Efter Clausens tid blev Teglværket med omliggende jorder solgt.

Ad landevejen i Helsinge-Græsted kom vi først til Bosøjregaard. Niels Sørensens gård, sagde vi. Men den ejedes vist nok af Niels Sørensens sønnen; men den har jeg ikke kendt noget til, har hun været der en gang; i hvilken anledning ved jeg ikke.

Fremme ved Dønnevælde by lå først et blegrødt kalket hus. Der boede 2 sypiger, som jeg ikke kendte ret meget til. Det jeg mest bemærkede ved dem var, at de havde sorte briller på, når de var ude. Moster Laura lærte at sy hos dem og i den tid boede hun hos os.

Det næste var Bøghavegaard, som ejedes af Hans Hansen, Snurom; men gården blev bestyret af sønnen Jens. Hans Hansen var brodersøn af Ole Malers kone og da de ingen børn havde, blev han indsat som arving til gården, mens Oles søstersøn og adoptivsøn Kristoffer Holløse, der også var arving fik en ejendom på Valby Overdrev, som han siden solgte og købte en mindre ejendom på Græsted Overdrev. Mens han boede i Valby var han i Helsinge-Valby Sogneråd og efter at være flyttet til Græsted kom han i Sognerådet der og var siden formand og kommunesekretær og nåede at få 25 års jubilæum. Han døde i 1916.

Bøghavegaard er siden blevet købt af Teglværket, der udnyttede de lerede arealer som gården hovedsagelig består af.

Hvor Aggebovejen drejer fra lå et hus lige om hjørnet. Her boede Laurentius, det var en lille ældre mand, der vist mest ernærede sig ved at sidde ved vejen og slå sten, der kendte jeg ham fra. Han havde en datter, Signe, der var gift med min mors morbror, Christen Corneliussen. Han havde også en søn eller flere. Der har efterhånden været flere med navne Laurentiussen, som sandsynligvis hører til den slægt.

Lige efter ad Aggebovejen kom man ind til Møllebjerggaard. Den ejedes af Søren Nielsen; han havde flere børn, nogle voksne. En søn gik jeg i skole sammen med. En datter, Laura, var lidt ældre, hun har siden i mange år haft Centralkroen i Helsinge. Konen døde et af de år mens vi gik i skole.

Søren Nielsen handlede med kreaturer og opkøbte slagtede svin, som han vel nok kørte på torvet med til Helsingør eller andet sted; men jeg har mange gange set ham køre mod Græsted med et læs, stablet af svinekroppe. En Sønnesøn af Søren Nielsen var Svend Nielsen, Præstebakkegaard i Tibirke.

Lidt længere fremme på højre side af vejen boede maskinskrædderen Kristoffersen. Han var den første skrædder der på egnen, der fik symaskine, derfor tilnavnet. Der var landbrug til stedet. En søn, Niels Peter Kristoffersen havde nogle år Munkehøjgaard i Ørby.

Lidt længere fremme ad vejen på et lille sted boede Kristian Jakobsen; han arbejdede på Teglværket. Han havde flere børn, der vist nok alle var yngre end jeg. Hans kone var Niels Vindals datter på Græsted Overdrev.

Fra vejen fra Dønnevælde mod Snurom drejede en vej ind til venstre hvor Lars Olsen, Ympehaven kaldet, boede. Han var en lille tør mand, som vi børn havde vort morskab med. For om vinteren, når der var sne, stod vi på vagt når kanerne kom og så spurgte vi om vi måtte stå på glitter og det fik vi næsten altid lov til; så mange gange var mederne helt besat med børn. Men når Ympehaven kom, svarede han altid: ”ja, på løverdag” og så svippede han efter os med pisken, så der blev ingen tur på glitterne. Men næste gang spurgte vi altid igen og fik samme svar. Han havde vist nok noget frugthave med podede træer, deraf navnet Ympe. Desuden er der en ejendom i Annisse, der hedder Ympehaven. Om han stammede derfra ved jeg ikke, men det var familie til ham, som boede der.

Efter Snurom kommer Pikkerhusene. Lidt inde fra vejen til venstre lå to mindre ejendomme. I den ene boede Lars Kristian, han var også skorstensfejer.

Klods op ad vejen på højre side boede Niels Jensen og Grete på en lille ejendom. Det var ældre folk.

Helt henne ved Pikkerbakken lå et lille sted, lavt for vejen, nede til højre. Her boede Niels Knudsen, en ældre mand, som jeg af og til så gående forbi derhjemme, han var høj, rank og spinkel. Iført gråt vadmelstøj. I hans hus var det at Lars Ols Ellen Margrethe og Kristian Hansen kom til at bo, da de blev gift.

Når vi kom over bakken, drejede en vej mod højre. Der boede først Hans Jørgensen, slagterjørgens Hans eller Gert Hans. Hans far hed Jørgen Gertsen. Der var flere børn, vist nok 6, den yngste hed Lars Peter, ham gik jeg i skole med. En ældre søn er montør Jørgen Jørgensen, som i mange år har boet i Annisse by, er nu på De Gamles Hjem i Helsinge. Den yngste datter, Oline er gift med Hans Jørgensen i Ørby. Den ældre datter Kristine blev gift med Karl Jensen i Holløse, der havde først Nordregaard, så Gadegaard og senere en tid Købmandsforretningen i Mønge; hvorefter de købte en gård i Brovst i Jylland. De er nu begge døde. De havde fire sønner, hvoraf kender jeg nu kun Mogens, der er hotelejer på Læsø.

Ved at fortsætte ad den vej kommer vi til Adam Jensens. De havde en søn, Kristian, som jeg har gået i skole og søndagsskole med. Men de flyttede vist nok først dertil et af de senere år vi boede i Dønnevælde. Kristian har senere været tømrer og boet i Dønnevælde eller Snurom.

 

Permanent link til denne artikel: http://donnevelde.dk/personhistorier/nikolaj-jensens-og-hans-barndoms-doennevaelde/

Historien bag Nikolajs beretning

En dag i oktober 2017 var jeg taget op på Gribskov Lokalhistorieske arkiv for at se, hvad jeg kunne grave frem om min nye interesse, Dønnevælde. Især var jeg interesseret i at se, om jeg kunne finde noget om Bjørstrupvej og måske endda mine forældres hus, nr. 37. I de støvede kasser lå der noget, …